Om Lisbeth Krag Olsens skulpturer
Nævner man ordet ”marmor”, vil de fleste komme til at tænke på Grækenland og den antikke skulptur. Med rette, for nogle af de bedste og skønneste værker er skabt af de klassiske græske billedhuggere og, i nyere tid, af ny-klassicistiske billedhuggere som Thorvaldsen og Canova.
Fælles for disse kunstnere, og for såvel den klassiske græske kunst som for ny-klassicismen som helhed, er et skønhedsbegreb, der bygger på harmoni og balance. I nutidskunsten forsøger bl.a. Christian Lemmerz at sprænge dette skønhedsbegreb ved på postmoderne vis af bevare de klassiske former, men inkorporere motiviske fremmedelementer i dem, så skønheden forvandler sig til det sarkastiske eller ironiske og dermed kan udtrykke kommentarer til aktuelle konkrete samfundsspørgsmål.
Lisbeth Krag Olsen gør noget andet. Hendes idealer skal ikke findes i de forskellige postmoderne strategier, men hos de modernistiske kunstnere, først og fremmest Constantin Brancusi, hvis skulpturer udviklede en stadigt større grad af geometrisk abstraktion og forenkling uden dog helt at forlade naturinspirationen. Hos Lisbeth Krag Olsens giver dette sig udslag i skulpturer, der ved første øjekast nærmer sig abstraktionen, men som ved nærmere eftersyn giver associationer til fuglevinger, muslingeskaller, blomsterstængler, blade og frøkapsler. Er der tale om realisme, er det en realisme, der koncentrerer sig om det enkelte motivs rensede form, essensen, blottet for forstyrrende detaljer: muslingeskallens snoede vindinger, fuglevingens aerodynamiske elegance, bladets dråbelignende form og de lanseagtige bladstængler. Det er skulpturer, der er såvel dynamiske som elegante, smukt formede i farvespillet fra den crèmehvide carraramarmor.
Sansen og interessen for de rene abstrakte former har i nyere værker gjort Lisbeth Krag Olsen mere fri af naturefterligningen. Ikke som hos Brancusi i skikkelse af stadigt mere forenklede værker, men snarere i form af en barokagtig interesse for den dynamiske detalje. Hos den store billedhugger Gianlorenzo Bernini, hvis ”Den Hellige Teresas ekstase” er et totalinstallatorisk mesterværk i bølgende og pulserende bevægelser, er den klassiske symmetri og orden erstattet af et virvar af komplicerede diagonalmønstre. Lisbeth Krag Olsens nye skulpturer vrider og drejer sig i tilsvarende spiralformer. Marmoren bliver nærmest vægtløs i disse skulpturer af ren, knopskydende energi, hvor også tomrummet som hos Robert Jacobsen bliver en integreret del af kompositionen. Skulpturerne er stadigt elegante, men en ekspressiv, anti-klassisk dynamik har indlejret sig i dem.
Det bliver spændende at følge Lisbeth Krag Olsens udvikling i de kommende år for det er tydeligt, at vi har med en kunstner at gøre, som hele tiden udfordrer sig selv og sit foretrukne materiale: den klassiske hvide, men i Lisbeth Krag Olsens behandling nu ikke længere så statuarisk ophøjede marmor.
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, bachelor i Kunsthistorie